Forsiden

  Støt foreningen

  Bliv ekspert

  Ekspertudtalelser

  Om foreningen

  Om loftsloven

  Nyheder

  Kontakt 

  Links

 

Ekspertudtalelser

 

Her kan du læse de ekspertudtalelser, vi har købt. De bliver lagt her på siden, efterhånden som vi modtager dem, med de nyeste udtalelser øverst.

 

(Journalister og andre, er velkomne til at citere fra udtalelserne, hvis bare man oplyser, at de er hentet fra www.LoftsramteEksperter.dk)

 


 

Nu nærmer vi os den måned, der i vores kultur er årets festlighed, glædens og hyggens måned, december. Vi har samme glæde over, at tiden nu nærmer sig, og kan se på vores unger, at de lyser op i samme forventning som alle andre børn. Dog glæder vi voksne os mere til det er overstået, og det igen er hverdag.

 

Lige siden vi sidste år kæmpede os igennem ”julemøllen”, har vi bildt os selv ind, at ”inden næste jul er det overstået”, men nej, vi står her endnu, og skal nu igennem 3. jul under loftet. Livet under loftet er generelt ik’ for svage sjæle, men december kræver altså en hel del mere.

 

Julen giver dårlig samvittighed over for børnene, det eneste vi vil er at give dem en ”normal” barndom, men økonomien sætter markante grænser. Pakkekalender er noget, de hører om fra andre børn. Ulandskalender er dyr, og bliver sorteret fra. ”Pyruskalenderen” koster ca. det samme som 3 rugbrød og 2 bakker hamburgryg, så gæt selv...

 

Sidst i november og først i december ringer vi rundt til familien og TIGGER kalenderlys, granbundter, materialer til at bage, marcipan og chokolade til konfekt, chokoladekalender og alt det, der bare MÅ være der i december. Det er meget ydmygende, men nødvendigt hvis vi vil have ”duften af jul”.

 

Juletræ har vi haft de fleste år, ellers har vi en stor stuebirk, der ikke brokker sig over at lege juletræ.

 

Gaver til børnene VIL vi have, vi sparer op i løbet af året, for at kunne give børnene julegaver for 100 kroner hver (vi har 5 børn). Vi giver kun gaver til vores egen børn, vi voksne giver hinanden et ekstra julekram.

 

Måske er det anderledes næste år, men jeg TØR ikke tro på det længere, skuffelsen er ikke til at bære.

 


 

Nu nærmer ”ondt i maven måneden” sig. Øv ku den ik’ bare vente et halvt år. Du har gættet rigtigt, det er december jeg mener.

 

Der er så meget, man gerne vil gøre for sine børn, og så mange hyggelige traditioner, man gerne vil holde i hævd, men det koster altså penge, og dem har vi ikke. Kontanthjælpsloftet giver ikke plads til ekstra hygge.

 

Udover julekalendere, stearinlys, marcipan og appelsiner, er der så meget, der koster penge i december. Der er julefesterne i sportsklubberne, kalenderlege i skolen, julefrokoster og gaver. Alt dette er blot et drømmesyn, når man er ramt af kontanthjælpsloftet. Vi er nødt til at sortere dette fra.

 

Min kone har fødselsdag i december, men vi ”springer” denne dato over hvert år, for vi har altså ikke råd til en ekstra flæskesteg, til at invitere gæster, gave tænker vi os til, så vi holder denne dag med et ekstra glas saftevand (det er rationeret) og en ekstra side i vores julebog. Jeg ville godt give hende en dejlig dag, med gave, restaurantbesøg eller lignende, men ikke under kontanthjælpsloftet.

 

Af mystiske grunde føles december uendelig lang, den er mindst dobbelt så lang som de andre måneder. Økonomisk har vi præcis det samme til den måned, men med de ekstrating, vi gerne vil have, det er luksus som appelsiner og marcipan, er den måned endnu mere trang end de andre. Gang på gang må vi se julelysene slukkes i børnenes øjne, når vi er nødt til at sige nej nej og atter nej til alt det sjove.

 

Nu længes jeg efter januar, hvor hverdagens tryghed vender tilbage. Hverdagen klarer vi, for vi har efterhånden fået opbygget vores liv sådan, at vi ikke køber frugt og grønt og kan strække et kilo fars til 3 dage. Det er bare sværere når december bygger forventninger om andet.

 



Her i huset bruger vi alle de kulørte reklamer til at ”drømme os væk” med. Men lige nu hader jeg dem! De oser allerede af jul, december, glæde, julestads og ikke mindst de dumme gaver. Når man lever under loftet, bliver værdier flyttet, førhen var december en måned i forventningen, familiens og julehyggens tegn. Nu er december en plage. Hver eneste dag op til (oktober-november-december) jul føles som psykisk tortur. Hvert sekund bliver man mindet om alt det, man IKKE har, og det bliver sværere at glæde sig over det, man vitterligt har.

 

Børnene skriver ønskelister så lange, snakker om at lave konfekt, bage småkager, lave fine dekorationer, pynte huset til, julekalendere og så igen gaver! Det er svært ikke at snerre eller skælde ud, når man bare ved, at mange af ønskerne slet ikke kan opfyldes. Hvor skulle vi dog få penge til konfekt og glitterstads fra? Men for pokker de er jo kun børn, og børn skal glæde sig, så jeg bider det i mig.

 

Ind imellem går jeg i ”sort” og kulegraver mit liv, for at se om jeg kan finde ud af, hvor det gik galt, hvad har jeg dog gjort, der gør, at jeg skal sidde her i dag og vende hver en 25 øre for at finde penge til rugbrød og mælk? Det eneste jeg kan se gik galt, er at både min mand og jeg har taget os den frihed at være syge, i starten kun fysisk, men efter disse år under meget minimale økonomiske midler, har psyken taget skade, og vi er begge i behandling og tager daglig medicin, bare for at kunne leve et rimeligt liv med vores dejlige unger.

 

I aften vil jeg bede aftenbøn og bede vor herre om hjælp, kommunen enten kan eller vil ikke, derfor må det være tid, at ham deroppe viser sig, for det er nu, vi har brug for ham.

”Please giv os mulighed for at købe bare en lille gave til hvert af vore børn, bare en lille stang marcipan til konfekt og bare et lille juletræ.”

 

God jul trods alt, og husk at glæde jer over de små ting.

 


 

Min kone og jeg har 6 børn. Det er en daglig kamp for at få mad på bordet.

Udregnet har vi dagligt 50-60 kr. til 8 mennesker. 6 stk. frugt/grønt dagligt, er en by i Rusland. Vi lever af pasta og kartofler (og pandekager).

 

Efter loftsberegningen har vi 2 gange fået lukket for el.Hver måned er det hokus pokus, hvilke regninger, vi skal betale.

 

Vores tøjbudget er for alle 8, årligt ca. 3000 kr. Vores ene barn er født med klumpfod - gunstige sko er en egenbetaling = 360 kr. pr. par, men vi køber discount af nød.

 

Før loftsberegning bestilte vi briller til vores søn, men vi havde ikke råd og afbestilte. Det kunne vi ikke og er nu, thi kendes for ret, dømt til at betale! Vi købte brille andetsteds og har jo ikke brug for begge par.

 

Vores regninger hober sig op og gebyrer samt renter på renter æder sig ind på os.

 


 

I de sidste 5 år har min mand haft en livstruende sygdom. Han har hjertesygdom, sukkersyge, mavesår og slidgigt. Han tager 10 tabletter 3 gange dagligt. Han fik en bypassoperation for 4 år siden. Han har fået foretaget en ballonudvidelse tidligere og skal nu igen have foretaget en den 5. april. Min mand tager ikke al den medicin han er blevet anbefalet af hospitalet,  da det er for dyrt.

 

Nogle gange hjælper vores børn med at købe medicin, men de har heller ikke råd til det.

 

Hospitalet har også anbefalet os at købe sukkerfri varer i en specialbutik pga. min mands sukkersyge, som er dyrere end almindelige madvarer. Hvordan skal vi få råd til det, når vi ikke har råd til medicin.

 

Jeg kan ikke komme nogen steder, da jeg skal være ved min mand hele tiden. Han besvimer og tør ikke gå nogen steder alene, så jeg skal altid være ved ham. Mindst et par gange om ugen skal jeg følge ham til læge, hospital eller hvad det kan være. Det er meget svært at betale transporten.

 

Jeg har 3 børnebørn, og har aldrig råd til at købe gaver til dem. Til jul kunne jeg ikke give dem gaver som andre bedsteforældre.

 

Jeg kan heller ikke invitere nogen, fordi jeg ikke kan byde på noget. Vi sidder bare alene hjemme altid.

 



En stor tak til Eksperter

Vores børn er glad. De går nu til klub, skolefødselsdag. Fra mig og min kone siger tak for hjælpen som det giver. Et smil til vores børn.
 


 

Min mand og jeg har 6 børn. Vi fik endelig efter mange år et lejet hus, der kunne rumme os alle, MEN efter loftsberegningen måtte vi allerede efter 10 mdr. opgive og flytte!

 

Min mand fik et virkelig vellønnet fast arbejde, der gjorde, at jeg kunne starte en butik - vi fandt en bolig med butik.

 

Glæden varede kort - min mand blev fyret efter 5½ måned. Jeg SKULLE lukke butikken, da der er gensidig forsørgerpligt. Butikken skal åbnes, men jeg må ikke på kontanthjælp - så nu skal vi flytte igen. Ovenstående er et af mange problemer.

 

For hvad har loftsberegningen betydet for os:

 

  • Vi har været tvunget til at lade vores børn skifte skole, da vi ikke længere havde råd til buskort.

 

  • Vores ene barn skulle til Fynsmesterskaberne 100 kr. Vi havde ikke råd og til efterfølgende fotografering var vores barn det eneste UDEN MEDALJE om halsen. (6 år gammel)

 

  •  Et andet barn fik i børnehaven fingeren i klemme i en dør og måtte sys på skadestuen. Desværre ville betændelsen ikke fortage sig og vores barn måtte have antibiotika - ca. 120 kr. De næste dage var vores aftensmåltider betinget af, hvor mange flasker vi kunne finde og sælge. Een dag blev det 3 kr. og vi delte en pose popcorn

 

  • Vores hverdag er tvunget til at gå efter rutine. Alle udgifter er et mareridt. Eks. har 2 af vores cykler stået punkteret i hele 3. mdr.

 

  • Vi har været nødt til at opsige telefonabb. (samt bredbånd, internet, som vores store børn brugte, når de skulle lave lektier)

 

  • Forsikringer har vi ingen af

 

På mine gode dage, må jeg erkende, at jeg ikke alene er skyld i min situation. Det er lovgivningen.

På mine dårlige dage, hvilke der er flest af, føler jeg mig forfulgt; jeg sidder og glor ud af vinduet i mit fattige isolationsfængsel! Jeg hidser mig op over ingenting, har svært ved at leve. Ja jeg eksisterer - men leve - nej.

 

Vi har mistet næsten 3.000 kr. mdr. netto. Vores ene barn måtte blive hjemme fra lejrtur, da han skal konfirmeres her til foråret.

 

Min mand har konstant mavepine og blod i urinen - men nægter at gå til læge - han er bange for at skulle belaste vores økonomi med medicin. I stedet har han taget solarium - nu ser han sund ud igen. Det er sort humor man skal leve på!

 

På forhånd tak fordi jeg blev hørt!

 


 

Vi er et ægtepar med 4 børn og mange udgifter.

Vi er flyttet 3 gange,for at spare 600 kr. for vores husleje er for høj og for at finde en billigere lejlighed, hvor vi og børnene kan bo. Vi har  mistet 2044 kr. i boligstøtte og vores kontanthjælp er sat ned med ca. 500 kr. Vi vil gerne takke Ekspert fra vores hjerter, Eksperter giver et håb til vores Børn, vores børn kan deltage i fødselsdag, klub, skole.

 


 

I søndags og mandags, havde vi ikke trukket gardinerne fra…

 

Det var fastelavn, og det vrimlede med glade syngende børn i sjove udklædninger. En rigtig hyggelig tradition, som børnene nyder. For de voksne har bageren flotte indbydende fastelavnsboller, med alt det gode i.

 

Når børnene kommer og banker på, er de spændte og klar til at synge en sang, og forventer ikke den store ”belønning” 50 øre eller en krone kan gøre det. Vi lukkede ikke op en eneste gang, vi havde ingen penge, hverken store eller små. Det ville være ydmygende at sige til de kære små derude ”Jeg er ked af det, men vi har ingen penge”. Pinligt! Så hellere lade som om vi ikke er der. Vores egne unger blev formanet om at holde sig væk fra døren hvis det bankede, og så ellers sidde helt stille indtil de var gået igen. Et eller andet i mig skriger at det er himmelråbende forkert, alle burde kunne skrabe 50-100 kr sammen for at deltage i hyggen, men et loftramt budget tillader ikke den slags fråds.

 

Fastelavnsbollerne fra bageren drømmer vi os til, 12 kr pr bolle, så kan du selv gange det op med 6 og se hvor tæt vi kommer på at bruge et helt døgns ”madbudget” på dem, det går ikke! Vi kan jo ikke udskifte rugbrødsmadderne med fastelavnsboller. Men skidt nu med det, dem undværer vi bare, det er ikke livsnødvendigt, men for pokker hvor kunne det være hyggeligt.

 

Nu er der heldigvis et år til vi skal lege Fort Knox med nedrullede gardiner igen.

 


 

Pga sygdom har hverken min mand eller jeg arbejde, selvom vi har været i Danmark i mange år. Vi modtager derfor kontanthjælp. Min mand og jeg har 8 børn, så vores økonomi er meget presset. Feks. har vi i løbet af de sidste 15 år kun været samlet på ferie hele familien én gang. Vores børn har på mange måder måttet vænne sig til at vi ikke har råd til luksus-ting, men efter at vi mistede vores boligsikring har vi problemer med at købe de mest nødvendige ting til dem – og det er svært at forklare dem. Vi køber alt tøj og legetøj i genbrugsforretninger og der er ikke fritidsaktiviteter.

 


 

Vi skal have konfirmation her til Store Bededag, i år er der ”kun” en der skal konfirmeres, og godt det samme. Sidste år havde vi to konfirmander, det var en dyr omgang.

 

Det kan vel ikke være nogen overraskelse at det beløb vi havde sparet op (ud af vores kontanthjælp), ikke engang rakte til konfirmand-tøjet. ALLE regninger blev udsat, og alle sparetriks blev sat i værk, den sidste måned satte vi vores ”levebudget” ned fra 200 pr døgn til 100 pr døgn, derved samlede vi 2500-3000 sammen, alle børnepenge var sat til side, alt undtagen ”spare-flippet” var sat på standby, for ungerne SKULLE have deres livs fest.

 

Konfirmandernes tøj blev købt, uden at skele til prisen, for vi var enige om, at denne gang skulle de føle sig som konge og dronning, det var DERES dag. Drengen fandt et lækkert og smart stribet jakkesæt til 450 kr og en skjorte til 249, og et par sko til 100 kr, det er det dyreste tøj han nogen sinde har haft, men gud hvor var han altså smart. Pigen prøvede alle konfirmationskjoler i den nærliggende storby, uden held, hun er bare for tynd og kjolerne hang som klude på hende. Vi fandt et lille bitte lagersalg, der havde den sødeste ”Marilyn Monroe”-kjole, hun faldt pladask og var solgt, den sad som var den syet efter hendes krop. Kjolen kostede den formue af 200 kr, dertil et sjal til 100 kr, hun forelskede sig i de sødeste sandaler til 299. Frisør regninger blev til ca.350 pr barn, de blev klippet, farvet og bleget, den fik på alle tangenter. De var simpelthen bare så smukke, og de følte sig bare så ”almindelige”, at det var det hele værd, glemt var alt det tørre rugbrød med leverpostej.

 

Festen holdt vi i vores nabos sommerhus, der bare OSER af luksus. Der var inviteret alle dem de ville have med, familie, vores voksne venner, gudforældre og alles børn var inviteret med (48 i alt, incl 4 sæt bedsteforældre, da det er sammenbragte søskende). Borddækning havde vi klaret om natten sammen med et vennepar, de unge mennesker ønskede at få dækket bord med strandsand og skaller, de fik det som de ville have det. Bordkort havde jeg selv lavet, jeg havde malet 45 askebægre med navne på, billigere end at købe dem ”færdige”. Menuen bestod af en buffet fra slagteren, som jeg havde ”pruttet” 30 kr ned i pris pr kuvert, så den kostede 49 pr person. Festen var PERFEKT, alle havde sat alle sejl til for at de skulle have den perfekte dag, og det lykkedes i aller højeste grad. Den dag vil for altid stå mejslet i deres erindring som DAGEN. Der går næsten ikke en dag uden de takker for den gode fest.

 

Nu må vi se om vi kan gøre kunststykket efter i år (og igen næste år), problemer er bare, at vi kan ikke skubbe for mange regninger i år, da vi stadig ikke er 100% med fra vores sidste ”skub” sidste år. Der er kun et at gøre, det er at krydse fingrene for at vi klarer den igen. Og at vi også i år formår at holde vores økonomiske mavesmerter for os selv. Sidste år ”blev vi skilt” grunde økonomiske problemer, 4 gange i ugen op til festen, det gider vi ikke i år, bare drengen får en fed fest, er alt andet lige meget, så må vi betale de rykkergebyrer osv der nu kommer.

 

Lige præcis i en situation som en konfirmation, skal vores børn altså ikke lide under kontanthjælp loftet, den ene dag i deres liv, skal de bare være ”normale”!

 


 

Ja, så har endelig trængt godt og grundigt igennem til min kommune. Jeg har opnået (forhåbentlig) det der skal til for at gøre opmærksom på, at det ikke er rimeligt at trække folk økonomisk længere ned ad stigen, når man i forvejen rammer med loft over kontanthjælpen. Jeg har i hvert fald fået sat på plads, at når der er loft over min kontanthjælp, har jeg krav på at blive hjulpet ud af den økonomiske situation med deres hjælp. Og ja, det kan godt svare sig at kæmpe for ens rettigheder, selvom ens ressourcer sommetider alarmerer om at de kører på nødblusset. Men det giver altså pote i enden at fortsætte. Troen på at jeg gjorde det rigtige hjalp mig til at finde overskud til at kæmpe.

Nu venter jeg på kontakt fra Job konsulenten, som skal formidle mig i en sidste afprøvning for at ende i fleksjob. Og jeg tænker faktisk mere positivt nu end for 3 uger siden. Jeg har faktisk formået selv at flytte mig fra 3 år på kontanthjælp tilbage til erhvervslivet ved at stå fast på mine rettigheder. Jeg håber regeringen vil tænke lidt mere over hvad de laver, før de pådutter de forskellige kommuner nye regler om besparelser og også passer ind, så de forskellige kommuner kan hjælpe dem, der er ramt af loftet, videre. Måske man skulle overveje at lytte til de mennesker, det reelt handler om. Vi er dem, der er eksperterne, for vi skal lægge vores liv om hver gang de kommer med noget nyt, hvad enten det er godt eller skidt. Giv os da noget oprejsning og fjern dette loft over kontanthjælpen, og tænk over at jeres økonomi er fredet i fremtiden ved en politisk post i regeringen, betalt af vores skattepenge. Så enhver politiker med respekt for loftet over kontanthjælpen, må sidde tilbage med en dårlig smag i munden, når de nyder deres øl/vin i snapstinget, for det kan være mine penge, som har betalt den.

Man skal gøre tingene positive og attraktive at gå efter, ikke nedbrydende, I har bare lagt flere sten på vejen for den kontanthjælpsmodtager, der er fanget i systemet, og det påstår i er godt, hvor er menneskerettighederne henne i det.

Tænk jer nu godt om, for en dag står vi kontanthjælpsmodtagere sammen og kommer til jer for en dialog om anstændighed og retfærdighed.

 


 

Jeg er samlevende med en førtidspensionist og har tre børn, en pige (autist) på11 år og en dreng på12 år og endnu en dreng på 16 år.

Jeg var i Okt. 2004. sendt ud i arbejdspraktik som man kalder det for at se om jeg var berettiget til et fleksjob, da jeg har måtte stå af i min uddannelse som kok, da jeg døjede med spasmer angina. (krampe i brystet). Men en beskæftigelsesvejleder og en jobkonsulent mente at jeg skulle afprøves i kantine igen. Jeg gik i gang med stort gåpåmod og en vis angst for mit helbred. Jeg ville så gerne bevise at jeg netop var et ganske almindeligt menneske, der tog ansvar og gerne ville væk fra systemet igen. Men da jeg startede gik der kage i min situation, jeg begyndte at døje meget og kontaktede hele tiden min jobkonsulent, for at han skulle hjælpe mig, især så det ikke gik galt for mig. Men det gjorde det, for der blev ikke givet nogen tilbagemelding og hjælp til mig. Så i November gik jeg på arbejde med meget stærke smerter og måtte så ende på sygehuset med en blodprop i benet. Jeg var sygemeldt i en uge og vendte så tilbage for jeg ville så gerne have fast arbejde igen. Men så ringede jeg endnu engang til min jobkonsulent, og endelig kontaktede ergoterapeuten mig og hun var meget rasende, da jeg slet ikke kunne holde ud til at stå i køkkenet.

Jeg meddelte endnu engang min konsulent at jeg var sygemeldt, og han svarede bare tilbage via email, at han ikke havde mere med mig at gøre efter at jeg havde fået en blodprop.

Ja ja, sådan gik det så tilbage til erhvervsafsnittet, og her fratog man mig de 1000,00kr. jeg fik for at være i gang. Men ikke nok med det, de tog også boligsikring 1354 kr fra os. Det kan man kalde at gå ned med flaget. Det var så stor en straf at jeg skulle bevise, at jeg godt kunne arbejde (men ikke med mine skånehensyn), og at jeg så blev til en større grønsag var jo bare min egen skyld, alle på kommunen fratog sig noget ansvar.

I dag sidder jeg her og har ventet på en afklaring, jeg har tigget og bedt om at man giver mig oprejsning ved at bevilge et fleksjob til mig, da jeg efter blodproppen  har fået ødelagt pumperne i de dybe vener, så blodet ikke kan løbe tilbage. Jeg har imod min vilje måtte overskride min egne grænser ved at skulle benytte en rollator, for at komme frem i perioder. Min hverdag går med mange pauser hvor mine ben skal op over hjertehøjde, for at blodet kan løbe tilbage. Jeg kan ikke stå for længe og ikke gå distancer. Jeg holder hverdagen nogenlunde ved at indtage smertestillende medicin. Men jeg har stadigvæk kun min kontanthjælp og en masse løs snakken efter munden, men ingen udsigt til bedre økonomi ej heller til afklaring om, hvad jeg skal fremover. Jeg lider nu af en kronisk lidelse der hedder noget med vene et eller andet.

Jeg har efter i dag tænkt mig at bede dem skriftligt indenfor 14 dage at lave en udredning på min fremtid og ikke flere recourseprofiler eller andet, de har nok nu!

 


 

Det bibelske (frit oversat) "De rige bliver rigere, og de fattige skal fratages det lidt de har!" synes, at være præcist den devise, som vor regering nidkært, helt bevidst, og uden blusel praktiserer efter - aldeles uden dispensationer af nogen art. Selvom loftet over kontanthjælp er et jobsøgnings-inciterende arrangement i "Flere i arbejde"-pakken, så rammer den faktisk dem hårdest, som naturligvis står uden for arbejdsmarkedet; dvs. folk på barsel og de sygemeldte. Vor sidste oplevelse af denne nedrige lov-pakke var, at min kone blev indkaldt til en "opfølgende samtale" nu her i januar. Det skal her siges, at hun var gravid i 9'ende måned med tvillinger, og hun var sygemeldt med lægeerklæring grundet bækkenbundsløsning. Hun kunne knapt nok gå, og mødet var sat til kun en uge før det planlagte kejsersnit. Hun forsøgte melde afbud, men blev straks direkte truet med, at "kassen ville blive lukket i", hvis hun ikke mødte op "som aftalt" - alt det foregående til trods. Vi mødte så nødtvungent op, da det sidste vi havde brug for var, at kassen blev lukket i med to nyfødte, oveni i de vi har i forvejen. Mødet var fuldkomment omsonst. det var spild af tid og ressourcer for alle parter, og nærmest en bureaukratisk hån imod min kone. Det eneste, der foregik på mødet var, at min kone bekræftede den allerede fastlagte handleplan, dvs. at hun efter fødslen - kun 8 dage efter mødet - skulle 47 uger på barsel, samt at hun herefter skulle på obligatorisk sprogskole i et helt år... Alt sammen vidste kommunen, da det allerede var en del af handleplanen, der således lå klippe-fast næsten to år ud i fremtiden. Sagsbehandleren beklagede kravet om personligt fremmøde, og sagde, at havde min kone dog bare været aktiveret, så havde hun kunne nøjes med at bekræfte telefonisk!??

 


 

Vi er en lille familie på 3 personer; min kone der er førtidspensionist, min nyfødte datter og naturligvis mig selv.
Jeg er for cirka 4 år siden blevet flyttet fra sygedagpenge til bistandshjælp, da perioden for dagpengene udløb. Jeg står i en temmelig træls situation, for jeg er for syg til at komme i arbejdsprøvning, dels på grud af nogle psykiske men, og dels på grund af meget kraftig psoriasis med dermedfølgende ledsmerter, og da jeg ikke kan arbejdsprøves kan jeg ikke søge pension, egentligt lidt underligt, førtidspension skulle vel egentligt være for dem der er for syge til at arbejde?

På et tidspunkt skrev kommunen så til mig at de ville trække 500 kr af min bistandshjælp fordi jeg havde været derpå i over 6 mdr, og sådan er det så blevet. 500 kr lyder måske ikke af så meget, men det er ret mange penge for os, men som sagt, der var intet at gøre, så det måtte vi bare acceptere.

Nu har de så taget deres smarte metode i brug med at sætte loft over hvor mange penge jeg må udbetales udover min i forvejen sparsomme bistandshjælp, så nu har de så taget cirka 800kr af min boligsikring også, det vil sige at det er 1300 gode danske kroner ialt. Kommunen generer sig heller ikke for at bruge alle midler for at spare et par ører i deres kasse, for efter denne ordning sørger de for at eventuelle restancer eller godtgørelser de skal udbetale, bliver trukket hen til den 1.ste i måneden efter, for derefter at forsvinde på grund af loftet.

Hvorfor skal kommunerne dog træde på os der har så lidt i forvejen?, det virker helt forkert at de svinger rundt med milliarder til broer og hvad ved jeg, imen vi andre skal fratages et bare nogenlunde værdigt liv, og hvad bliver mon det næste de tager fra os?, retten til at bruge sygehusene? ( altså dem der ikke allerede er nedlagt).
Vi er allerede degraderet til andenrangsmenesker, og de skal nok sørge for at de der ikke har penge forbliver sådan.

I forvejen er det nedværdigende at være på kontanthjælp, jeg tvivler på at ret mange vil sige mig imod på det punkt, og jeg tror også det er et absolut fåtal der selv har valgt at få bistandshjælp, og dem der har valgt det selv får de sikkert alligevel ikke i arbejde ved at tage af deres bistand oveni at de udnytter deres arbejdskraft og kalder det aktivering selvom det til tider minder mere om underbetalt slaveri.

Der er så meget snak om at vi skal passe på de gamle og børnene, hvad med dem der simpelthen ikke har mulighed for at forsørge sig selv?, burde vi ikke have ret til et værdigt liv, og et stykke nyt tøj engang imellem?

 


 

Vi er forældre til 4 Børn, Vores Børn har det dårligt på grund af loftsloven.

vores børn integrerer sig godt med det Dansk samfund, vi kan ikke give vores børn det som vi plejer.

vi kan ikke betale klubber, skole-fællesskaber, hvis der er en der har fødselsdag fra klassen vi siger nej, det kan de ikke deltage i, vi har ikke råd til at betale gaver for dem. Vores børn fungerer meget godt i skolen. Nu er det altid Nej Nej det kan vi ikke klare. Så vores børn er altid hjemme efter skole.

 


 

Vi har 3 børn i børnehave/vuggestuealderen – og 5 i skolealderen. Vores økonomi er fortsat meget presset, selvom det er en stor hjælp at vi nu takket være Foreningen kan få udbetalt boligsikring. Selv om  jeg netop er godkendt til fleksjob har jeg endnu ikke fundet et arbejde og derfor får jeg fortsat udbetalt kontanthjælp. Min hustru er syg og kan ikke klare at arbejde i øjeblikket og er nødt til at passe det mindste af vores børn hjemme, da vi ikke har råd til at betale daginstitutionsudgiften.

 


 

Jeg har siden sidst været i såvel 24 nordjyske som i nordjyske stiftstidende, men intet har bidt på min sagsbehandler der afviser min sag burde gå om.

 

Via min bisidder har jeg igen været i kontakt med byrådsmedlem xxx (SF) som har lovet at rejse min sag overfor kommunen igen, og hun har fået fat på et notat, hvor der står at, hvis arbejdsevnen er under 1/3 skal man have pension og da jeg var i social aktivering på et plejehjem arbejdede jeg kun 10 timer ugentligt. Man har netop ville have mig i en arbejdsprøvning på samme plejehjem, men det blev udsat da jeg var syg og blev indlagt på hospitalet nogle dage. Jeg forstår dog heller ikke jeg skal i arbejdsprøvning når jeg har været der før, og hvorfor kan de ikke bruge oplysningerne fra dengang til at vurdere mig på, men sådan er der jo så meget.

 


 

Fordomme.

 

Som mangeårig kontanthjælpsmodtager, har jeg mødt MANGE fordomme om hvem og ikke mindst HVAD man er når man får kontanthjælp. Disse fordomme formidles desværre ikke kun af uvidende borgere, men også fra vores folkevalgte politikere.

 

Jeg tror ikke på at nogen som helst er frivilligt ”placeret” i kontanthjælpssystemet, de fleste vil tværtimod hellere end gerne væk fra den håbløse og til tider ydmygende situation. Følelsen af at være frataget styringen og kontrollen med ens liv, er ikke en man påtager sig frivilligt.

 

Flere gang har jeg fået smidt sætningen ”Hvad piver I for, I får pengene serveret på et sølvfad” i hovedet. For det første får man ikke ”gratis” serveret guld og grønne skove, den kontanthjælp man kan få, er så lav, at ingen stræber efter at få den som eneste forsørgelsesgrundlag. I familier, ofte med flere børn, er det svært om ikke umuligt at få det til at hænge økonomisk sammen, især hvis man rammer loftet efter ½ år, og bliver nedskåret op til 2500 kr. For det andet, synes jeg ikke man får det ”serveret” gratis, udover til tider opslidende og mentalt hårde møder hos kommunens skiftende sagsbehandlere, skal man lave CV på arbejdsformidlingen, et stort arbejde, som ingen alligevel kigger på, mit CV har ligge tilgængeligt i over et år, og INGEN arbejdsgivere har været inde og kigge på det. Efter kort tid, bliver man sendt ud i aktiveringsprojekter meget ofte TOTALT indholdsløse, ulønnede praktikker, hvor man udfører en fuldtidsansats arbejde, bare ”gratis”.

 

En frase som ”Tag jer dog sammen og få et arbejde” tror jeg at alle kontanthjælpsmodtagere har fået serveret. Uden at kende den helt korrekte statistiske procentsats, er det min overbevisning, at der er flest i kontanthjælpssystemet af andre årsager end ”kun” arbejdsløshed. Der kan være mange grunde til at man havner i denne ulykkelige situation, et skrantende helbred, fysiske eller psykiske skader, meget dårlige sociale forhold osv.

 

Fordomme om at kontanthjælpsmodtagere er uvidende og uoplyste har jeg kun hovedrysten til overs for, vi har de samme muligheder for at følge med i tvaviserne, og nettet flyder med aviser, man gratis kan læse.

 

Der er mange flere fordomme, om hvad og hvem vi kontanthjælpsmodtagere er, jeg tilskriver det uvidenhed og social arrogance, hvis de der har disse fordomme, ville tage deres skyklapper af, og se virkeligheden og armoden i vores samfund, ville det være lettere at bekæmpe fattigdommen i vores ellers så rige land. Og hvis vores folkevalgte politikere ville fjerne deres skyklapper, ville de måske kunne se hvad det er de arbejder med, og de ville se at tvang og økonomiske sanktioner ikke får flertallet videre og ud på arbejdsmarkedet.

 

Som ”kontanthjælpsramt” er der dage hvor tilværelsen er meget grå og trist, blandt andet når vi nærmer os udbetalingsdag, og vi bliver mindet om, at vi er loftramte, og derfor må sortere i vores regninger, så kun de vigtigste bliver betalt, resten må vi ringe til og bede om udsættelse, med dertilhørende gebyrer.

Det er heller ikke særlig guldrandet, når man for 10. gang på en måned må forklare sig over for børnene, fordi de ikke kan deltage i et arrangement, eller komme til frisør eller få et par nye jeans. Meget bevidst om de langsigtede effekter af den sociale arv vi videre bringer til vores børn, er det svært at bevare hovedet højt rejst, når man går med evige følelse af at man fratager dem deres ubekymrede barndom og pådutter dem et liv de ikke selv har valgt.

 

I forvejen er det en ydmygende og lidt pinlig situation at være ”forsørget af det offentlige”, men hvorfor sparke til folk der ligger ned, ved at overøse dem med fordomme? Hvis psyken ikke har taget skade af at være på kontanthjælp og loftbeskåret, er der da store muligheder for at den lider overlast af konstant at blive mistænkeliggjort af medborgere, politikere og dem politikerne pålægger at være en kontrollerende instans, de stakkels sagsbehandlere.

 


 

Vi er et ægtepar med 8 børn og mange udgifter. Alene vores husleje er på 7.500 kr. og det er ikke muligt at finde en billigere lejlighed, hvor vi og børnene kan bo. Vi har fra januar 2004 mistet 2044 kr. i boligstøtte og fra juni blev vores kontanthjælp sat ned med ca. 500 kr. Vi har begge forskellige helbredsproblemer, som gør, at vi ikke har kunnet komme i gang med arbejde, så vi er fastlåst i situationen

 


 

Vi har 4 børn den største 13 ,10,8,7 år

Vores situation blev hård på grund af loftet, vi har mistet 2000 kr af Boligstøtte og vi har ikke råd til at vores børn deltager i fx cluber, ”dus”- ordning, arrangement for skole og andre ting. Vi stopper vores børn med at dyrke sport, og at gå i ”dus”- ordning og meget mere.

 


 

Vores kontanthjælp er nedsat, og vor boligsikring er bortfaldet, hvilket gør, at vi reelt  mangler ca. kr. 2000/mdl. – alene gr. loft og generel nedsættelse efter 6 mdr. – og hertil kommer den gensidige forsørgepligt.

 

Som voksne i en børnerig familie, er det hårdt socialt.

 

Efter at have sagt nej til mange runde fødselsdage, . stopper invitationerne med at komme, der er jo ingen der gider blive ved med at invitere, nemlig "nej, det har vi ikke råd til lige nu".

Der er heller ingen luft i økonomien til værtindegaver, fødselsdags gaver, at gengælde med middage osv.

Vores Børn savner også at dyrke sport

 


 

Indtil nu, har min fleksjob/pensionsansøgning taget over 3½ år. Det har været en psykisk udmarvende proces, med utallige lægeundersøgelser, både på hospitalet, hos specialister og jævnligt hos egen læge. Ud over lægecheck nonstop har der været psykologvurderinger. Der har være mange samtaler på kommunen, med sagsbehandlere, gruppeledere osv. Der har været en arbejdsprøvning. Dette lyder måske nok ikke af så meget, men det er faktisk psykisk udmattende, men for nu at sætte prikken over i'et insisterer kommunen på at det hele skal gå om igen "Nu er lægepapirerne jo ved at være gamle", psykolograpporten og arbejdsprøvningen siger sagsbehandleren rent ud, at hun ikke tror på resultatet af: så om igen!

 

Hvad så når de næste 3 år er passeret? Så er alle papirer jo gamle, og duer ikke mere, skal vi så bare køre en tur mere på karrusellen?

 

Udover at det er anstrengende at leve i uvisheden, er det også svært at bevare hovedet højt, når der bare ikke er et tidsperspektiv i sagsbehandlingen, hvis jeg bare vidste at der KUN gik ½ eller et helt år, var det nemmere, så var der udsigt til at komme fri af kontanthjælpen og loftet, men nu har min familie levet på minimalindkomst så længe, at det snart har slidt nerverne tynde, kan de klare 3 år mere? Kan jeg evt. byde dem 3 år mere? Mine 4 ungers barndom og unge år er allerede ved at være passé, og dem vil de muligvis huske som de år, hvor vi ikke havde råd til "en skid". Skal deres sidste teenageår også være så skrabede? Skal de flytte hjemmefra med mindet om et økonomisk fattigt barndomshjem?

Tanken smerter mig, jeg vil bare have at mine børn og min familie skal have det "ligeså godt som de andre". Et er at det gør mere og mere ondt på mig, at tiden bare gør uden der sker noget, men INGEN skal gøre min familie ondt, men hvad kan/skal jeg gøre?

 

Jeg forstår udmærket, at man skal være sikker på at det ikke er pjæk og dovenskab før man uddeler en pension, men tænker "de høje herrer" på de personlig omkostninger ved en så lang sagsbehandlingstid? Det ender jo med at de må tildele mig pension på det psykiske i stedet for "kun" på mine fysiske skavanker. Jeg ved ikke om jeg snart kan klare mere.

 


 

Vi har 3 børn i børnehave/vuggestuealderen – og 5 i skolealderen. Vores økonomi er fortsat meget presset, selvom det er en stor hjælp at vi nu takket være Foreningen kan få udbetalt boligsikring. Selv om  jeg netop er godkendt til fleksjob har jeg endnu ikke fundet et arbejde og derfor får jeg fortsat udbetalt kontanthjælp. Min hustru er syg og kan ikke klare at arbejde i øjeblikket og er nødt til at passe det mindste af vores børn hjemme, da vi ikke har råd til at betale daginstitutionsudgiften.

 


 

Den 14.2.var jeg til møde på socialforvaltningen, hvor min sagsbehandlers leder deltog, og det satte lidt gang i det hele, for han lovede, at når jeg havde været i arbejdsprøvning ville jeg ikke komme tilbage på kontanthjælp igen, men enten få job eller førtidspension, og han lovede også og prøve og se om han kunne hjælpe os inden, da han godt kunne se vi var hårdt spændt for økonomisk.

 


 

Takker loftsramte endnu en gang for en varmer måned.......

En ny måned er startet puha vi skal til det igen,  snakke over en kop kaffe når børene er lagt, hvordan vi for råd til det mest basale...

Ak ja alle tanker og følelser, det dræner en for energi, men en ting kan man sige det er dyrt af være fattig.

Da vinteren banket på døren var det på tide af skulle have brændet i hus, men hov det havde musene spist.

Og da min kæreste er syg med nakken og kun lige kan klare dagen basale ting, tænkte vi med os selv af vi ville søge kommunen om en enkeltudgift til brænde.

sagen blev behandlet og gæt engang et afslag,.

Forklaringen var enkel vi kunne bare have lagt penge til side. RIGTIGT NOK... men to voksne og tre børn kan vi ikke engang få pengene til af slå til, selv om vi prøver hver måned af gøre os umage. samt det at vi det foregående år har været så heldige at få gratis brænde fra et savværk ved venners og familiens hjælp, men alting har en ende, også gavmildhed.

 

Men varmen skulle vi have så de to ældste piger må dele værelse så de kunne sove varmt og tørt med en el radiator, og da der er en lille baby sku vi også sove lidt varmt, og i stuen også bare lidt, og så nogle varme trøjer og sokker, så gik det.

Der ha gjort sådan af vi i går fik en efter regning på 6000 danske kroner for opvarmning med el radiatorer i lidt over to måneder,  det eneste vi søgte om var 5000 til at komme igennem vinteren.

 

Det har lykkedes os ved en mindre lønindkomst at bryde loftet for den ene af os det skulle så udløse 1050 Kroner denne måned, lige hvad vi manglede i tilskud til det opsparede, til at få brænde i hus, Men der er dags dato stadig ikke gået 1050 ind selv om det er lønindkomsten for sidste måned der bryder loftet og giver boligsikringen til udbetaling, Kommune systemet virker ikke og sagsbehandleren kan ikke gøre meget selv om de gerne ville da de bare indtaster beløbene og data systemet så skulle klare resten. Hvad der skulle være et intimcement til at tjene lidt er blevet en udgift i form af transport til arbejde,

 

Vi må på den igen, ansøgning om enkeludgifter, snakket i dag 3/02 med min sagsbehandler og  fortalte hvordan landet lå nu, men som hun sagde i kan prøve af søge men det bliver højt sandsynligt et afslag da man ved man skal ligge penge til side.. det var lidt her fra familien .

må nu alle have det rart

 


 

Arbejde er sundt – giv det til de syge…

 

Danskernes samfundsmoral og respekt for love og myndigheder generelt, kan være noget svær at få øje på i dagens Danmark. Mon det kunne tænkes, at årsager hertil bl.a. kan findes i indførelse, og nidkær håndhævelse, af love som kontanthjælps-loftet?

 

Trods massiv kritik om helt utilsigtede og ganske katastrofale konsekvenser, især for syge, svage og børnefamilier, eksisterer der mig bekendt stadig ingen dispensationer for denne hovedløse og nedrige jobsøgnings-inciterende lov – snarere tværtom! Regeringen barsler med en skærpning, idet loftet skal suppleres med et krav om mindst 300 timers regulært arbejde årligt – et krav, der skal gælde for alle, uanset de er sygemeldte, og derfor ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet iøvrigt.

 

Er kravet om de 300 timer arbejde årligt – uden tilskud/aktivering – ikke opfyldt, så vil altså retten til kontanthjælp bortfalde. Der forlyder intet om, at kontanthjælpsmodtagere, som er ved at få behandlet mulighed for førtidspension, er undtaget fra disse regler.

 

Vi er to voksne med fire hjemmeboende børn, min hustru er lige nedkommet med  tvillinger. Jeg var sygemeldt på sjette år, men er nu endelig tilkendt førtidspension. Min thailandske hustru skal et år på tvungen sprogskole, efter endt barsel. Det vil sige, at ingen af os står til rådighed for arbejdsmarkedet, men vi, og de børn vi forsørger, er alligevel utilsigtet og hårdt ramt af dets jobsøger-reformer.

 

Vores kontanthjælp er nedsat, og vor boligsikringen er bortfaldet, hvilket gør, at vi reelt  mangler ca. kr. 2.500/mdl. – alene gr. loft og generel nedsættelse efter 6 mdr. – og hertil kommer den gensidige forsørgepligt.

 

Jeg kan ikke finde ord for det, at man i sit hjerte og forstand med trusler kan forlange, at syge, og andre af forvaltningerne erkendt uarbejdsdygtige og derfor følgeligt AF-afmeldte, skal gå ud og søge arbejde alligevel! Syge bedes straks og aktivt ansøge arbejde, som den syge p.t. hverken kan erhverve eller bestride. Og, hvis denne fuldkomne håbløse jobsøgning – jo ikke helt uventet - viser sig aldeles ufrugtbar, så "inciteres" de erkendt uarbejdsduelige med både loft og nedsættelse til... ja, at søge igen! – Undskyld mig, hvis jeg mangler ord.

 

Loftet går indiskriminant og indifferent ind og suspenderer mange helt nødvendige, veldokumenterede og hårdt erhvervede bevillinger – og det helt uden, at give de ramte nogen alternativer!!!

 

Det stiller uoverstigelige krav til vor evne til forståelse, at der på ingen måde kan dispenseres fra dette kontanthjælpsloft, eller andre "Flere i arbejde" tiltag. Dette synes fuldkomment unaturligt med sociale love uden undtagelser, og det især i så åbenlyse tilfælde som dette, hvor syge kontanthjælpsmodtagere skal straffes for, at de er grundet deres sygdom er uarbejdsdygtige...

 

Det er meget svært, i hvert fald for os, at finde respekt for autoriteterne. Ethvert overskud af energi går ikke til bedring, men til at slås med ligeså magtesløse sags-revisorer – undskyld; sags-behandlere, der er sat til at administrere disse himmelråbende uretfærdige love.  

 

Vi har nu hør, at en kontanthjælpsmodtager, der havde afvist aktivering med en lægeerklæring i hånden tabte en (princip)sag i retten. Kommunen mente, at hans læge-ordinerede sygemelding udelukkende var et forsøg på, at undgå aktivering – og lukkede derfor kassen i. Da manden efterfølgende blev førtids-pensioneret, og da han (længe efter) alligevel havde fået udbetalt det tilbageholdte underhold,så  fik han altså ikke medhold i retten?!?

 

<suk>

 


 

Jeg venter stadig på svar fra kommunen, efter jeg for over en måned siden var til samtale sammen med en jobkonsulent på et sted, jeg skulle i arbejdsprøvning, men lederen på stedet ville ikke have mig, da jeg døjer så meget med angst, som jeg gør.

 

Jeg har også svært ved at se, hvad de vil med arbejdsprøvningen, da jeg har været i social aktivering på et plejehjem 2 timer om dagen, og jeg kan ikke forstå, de ikke kan bruge dette som vurdering, så jeg ikke skal gennem en arbejdsprøvning, jeg alligevel ikke magter på grund af min angst, men desværre er min sagsbehandler ligeglad med min angstsygdom.

 


 

Nu står der d. 19 på kalenderen, så skal vi til og i gang med næste måneds regnestykke. Det evindelige spørgsmål hver eneste måned er, er der penge til de vigtigste regninger? 

 

Vi har sat en smertegrænse, der hedder et gennemsnit på 200,- kr. pr døgn, det er ABSOLUT minimum for hvad vi kan leve for, 2 voksne og 4 teenagere.

 

Mange måneder kan det dog ikke hænge sammen, hvis der er et af børnene der har fødselsdag, skal vi have vredet 100 kr. til gave plus 100 kr. til at holde fødselsdag for ( til boller, kage, saftevand etc. ), ud af månedens budget. De ca. 200 kr. det som MINIMUM koster at holde fødselsdag, kan være meget svære at finde i et skrabet budget, men det vil vi have penge til.

 

Hvis der er en der har slidt hul i en sko, kan det ”æde” 2 døgns ”pengepulje”, det er svært at finde sko til under 200 kr., dog kan det godt lade sig gøre, men det er ikke altid en teenager bliver lige lykkelig over et par ”yt” gummisko, de har dog lært at nøjes med hvad de kan få.

 

Alle de regninger der er forfalden i næste måned samler vi i en bunke (sammen med dem der er forfalden). Huslejen SKAL betales til tiden, elregninger, varmeregninger, vand, kabeltv, telefonregning osv. må vi ringe rundt og bede om enten at få udsat eller splittet i flere dele. Dette er som oftest ikke noget problem, blot vil selskaberne have 100-250 kr. for at udsætte eller dele op, men det må vi tage med, hellere det end at få lukket for strøm, varme eller vand.

 

Hvis regningerne blev betalt i den fulde størrelse til forfaldsdagen, ville vi spare en masse gebyrer, det er ikke unormalt at der til børnepengedag er gebyrer for 5-600 kr, for at splitte- og udsætte regninger, disse penge kunne vi købe sko, jeans, undertøj og en sweater til en af ungerne for.

 

Det er vores store drøm i det nye år, at komme lige med, med alle regninger. Så vi kan få startet op med et budget, hvor vi sætter penge af til regningerne, f.eks når der kommer børnepenge, men det er svært at komme lige med, når man konstant halser bagefter. Det er en drømmesituation, hvis der bare var penge til regningerne på en budgetkonto, så skulle vi ikke ligge vågne om natten og spekulere på, om der skulle være noget man ku ”barbere væk”.

 

Men som sagt, er det en DRØM!

 


 

HJÆLP VINTEREN KOM!

 

Det uundgåelige skete her op til weekenden. VINTEREN KOM!

Vi håber og beder til hvert år, at vinteren vil blive væk, for vinteren kræver en del udstyr, som er dyrt, og svært at finde hul til i budgettet.

 

Vinterjakkerne fra sidste år, kan som regel bruges igen, med mindre en af ungerne har haft den frækhed at vokse for meget. Er der en eller to der er rendt for meget i vejret i sommerens løb, eller simpelthen har slidt hul i en jakke, må vi på jagt. Enten må vi høre blandt venner og bekendte om nogen skulle ligge inde med en jakke, de ikke selv skal bruge. Ellers er det den tunge gang til genbrugsen for at finde en der ikke ligner noget fra en brugtbutik, og for guds skyld må vi snige os derind, så børnenes venner ikke får nys om, at deres ”nye” udstyr er købt brugt. Det er for pinligt.

 

Handsker gennemroder vi huset for at finde makkere til, og mangler der et par eller to, har vi heldigvis Tigerbutikker, så vi kan få et par handsker til en 10'er, det samme gælder huer.

 

Når vi så når fødderne, dukker den rigtige krise op. Vi ved godt, at deres fødder ikke har godt af brugt fodtøj, men hvis de ikke kan klare sig med deres gummisko, eller mors gummistøvler, må vi igen gå den tunge gang til genbrugsen. Igen skal vi helst lyve over for ungerne, og bilde dem ind at de har arvet det fra en i familien, de synes altså at genbrugstøj er pinligt.

 

Sidste år var vi heldige, der fandt vi et tilbud på gummistøvler til 40,- kr., nassede lidt garn fra svigermor, til sokker og handsker, jakkerne fra forrige år passede, der var kun én med en defekt lynlås og et hul på ærmet, den blev repareret og lappet, og så var vi klar til vinteren.

I år gik det knapt så godt, gummi'erne fra sidste år ligner en si, jakkerne er blevet for korte (eller ungerne for store), og tilbuddene  lader vente på sig. Altså må dagen i dag helliges at gennemsøge genbrugsbutikker!

 


 

Jeg er gift med en syg mand, der har sukkersyge og er i dialyse hver anden dag og sidder i rullestol og jævnligt skifter medicin, og her i december skal han igen have nyt medicin, hvilket betyder, vi skal af med 3-4.000 kr. til dette, penge vi ikke har, og må sætte vores lid til, banken vil låne og nogle. I forvejen må vi ofte låne af familie, når vi når hen midt på måneden, og det har været tilfældet siden jeg blev ramt af loftet, og vi kan jo ikke blive ved at trække på familien.

 


 

Vi er en familie bestående af  2 voksene og tre børn, hvor den ene lige er kommet til verden.

Jeg (Far ) går langtidssygemeldt efter et trafik uheld for to år siden, venter stadig på en afgørelse fra arbejdsskadestyrelsen om min nedsatte erhvervsevne. Nu endelig startet på et revacenter for en afklaring om, hvordan jeg kommer tilbage på arbejdsmarkedet,  var så uheldig at jeg var på kontanthjælp (forrevalidering) da ulykken skete, hvilket har betydet, jeg stadig er dette i dag, selv om jeg ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet, da jeg har været for syg til at kunne passe et normalt arbejde og efter ulykken ikke vil kunne gennemføre den IT uddannelse, jeg skulle i gang med efter min forrevalidering. Dermed endnu en langtidssygemeldt, som er blevet hårdt ramt af en lov, som slår hårdt ned på dem, som næsten ikke kan gemmes længere nede i samfundslaget

 


 

Givet et nyt dejligt menneske muligheden for at leve i denne dejlige verden:

 

Det er min handling som har ført til endnu en kvinde på barsel skal opleve at blive ramt af loftet, et indhug i min families økonomi som ikke har gjort det nemmere at være en ”normal” lykkelig familie med råd til det mest basale.

 


 

Nu er det julefrokosttid igen.

Så blev det atter tid til hyggelige julesammenkomster, der er mange at vælge imellem, private, firmaet, foreninger og uendelig mange andre muligheder. Jeg skal dog kun deltage i en julefrokost, nemlig den min mor holder, hun forventer ikke at jeg kan bidrage med andet end godt humør og dårlige vittigheder. Rigtig mange af disse ”julehyggearrangementer” koster lidt, om ikke andet så en blomst/flaske til værten eller værtinden, andre er på sammenskudsbasis, andre igen er til ”fint tøj”. Som ”loftramt” er der altså ikke en 25-øre tilovers til den slags luksus, det kniber rigeligt i hverdagen, og december er i forvejen en dyr affære.

 

Som voksen, sorterer vi altid vores egne ”lyster og behov” fra, for at børnene skal kunne være ”med”. Problemet er bare, at det sociale liv også kommer på lavbudget.  Vi savner at kunne gå i byen engang imellem, til en stille middag for 2, ud og danse, til koncert, eller invitere gode venner på middag, men det er der ikke økonomisk råderum til. Med tiden, bliver antallet af invitationer mindre og mindre, i takt med at vi har måtte takke nej til invitationerne, der er ingen der gider blive ved med at få samme svar.

 

Når man er på kontanthjælp, og må leve lidt spartansk, er det svært at opretholde selvværdet, det er nedværdigende, at ”få sine penge serveret”, men når man så oveni når det punkt, hvor ensomhedsfølelsen kommer oveni, begynder det at svie. De 1000 kr. man mister som ”loftramt” par, kunne bruges til meget hyggeligt og livsbekræftende. Det er dog ærgerligt at helbredet er så elendigt, ellers kunne man supplere ”hyggekontoen” ved hjælp af en avisrute, men den mulighed er udelukket, for jeg får kun kontanthjælp fordi min ryg er så dårlig, at jeg mange dage slet ikke kan gå.

 

Det kunne være sjovt at sætte ”de herrer fra Borgen” ud for at holde jul og decemberhygge for 200 kr. pr dag. (Husk at de også skal købe mad osv. til 6 personer for de samme 200 kr.)

 

God jul, og husk at smil er gratis (endnu).

 


 

Nu nærmer julen sig, og hvilket hyggeligt mareridt.

 

Julen er glæden og familiehyggens tid, det er der hvor vi alle har tid til at slappe af, nyde hinandens selskab og indhente det forsømte på hyggeområdet. Julen er lyspunktet i vinterens mørke, og en tid både små og store ser frem til med forventning, især forventningen og at have tid sammen trækker, men samtidig forventningen om at glæde hinanden med gaver og dejlig mad.

 

Peter Faber siger i sin skønne julesang ”Højt fra træets grønne top”: ”Julen varer længe, koster mange penge”. Han har så inderligt ret. Julen i Danmark varer fra november til nytår, hvor vi går og nyder julepynt, julelys og julekager. Den del af hans kloge sætning der vedrører pengene, er for mange årets mareridt.

 

Glæderne og forventningen om den hyggelige, rolige og afslappede julehygge, bliver totalt overskygget af bekymringen om hvordan pengene skal strække til bare lidt daglig julehygge.

Når man har børn i huset, mener jeg at man forpligter sig for deres skyld, til at gøre december til noget helt helt specielt, hvor der er julehygge og julestemning hver dag. Dette giver dog mange spekulationer, for med et gennemsnit på 200 kr. pr. dag til alle fornødenheder, kniber det med penge til at købe julens ingredienser for. Julegaverne giver sig selv, de er små men købt med hjertet, vi har sat et fast niveau der hedder 150 kr. pr barn, vi voksne giver hinanden et ekstra stort og varmt knus i gave.

Udover gaverne, kommer det vigtigste, nemlig den traditionelle julehygge, med småkager, appelsiner, julekalender, nødder, juledekorationer og naturligvis klimaks, julemiddagen med and, flæskesteg og ”hele farveladen”. Alle disse skønne ting koster penge, bare det at lave adventskrans og dekoration med kalenderlys, overskrider en ”dagsportion” penge, og hvad gør vi så? Vi skal jo stadigvæk have aftensmad, madpakker, huer, handsker, vinterjakke og hvad denne tid af året nu kræver for overlevelse.

 

Hver dag fra oktober og frem til den store dag, vælter det til med farvestrålende og flotte julereklamer om alt det man have for at ”juleregler” kan overholdes. På os der ikke har økonomiske muligheder for at købe alle de flotte og skønne ting, giver disse reklamer ondt i maven, og dårlig samvittighed. Vores børn sidder også med blanke og strålende øjne og drømmer om de skønne ting i bladene, selvom de godt ved at vores jul bliver hyggelig, men ikke med de fine ting.

 

Julen gør pokkers ondt, for uanset hvor nøjsom man er, kniber det altså med, at lægge penge til side til bare en lille gave til hvert af vores 5 børn (selvom den store er 20 år, er han altså vores barn!!!), til pebernødder og vaniljekranse, appelsiner, julekalender og lidt guf. Vi går tur til familien med hatten i hånden for at tigge kalenderlys, gran og hvad der nu hører sig til, for hvis vi selv skal købe det er det på bekostning af aftensmad og madpakker. Det gør ondt og føles meget meget grimt at bede sine forældre om sådanne ”småting”.

 

Det var så endnu et af de tider på året, hvor det gør hamrende ondt helt ind i sjælen, at være forældre under ”loftet”, faktisk vil jeg sige at det er en umulighed, bare nogenlunde at hænge med på ”julevognen” med mindre man bryder med sin stolthed, og går tiggergang. Vores børn skal ikke føle sig mindreværdige, de skal have en traditionel dansk jul, derfor smider jeg min stolthed over bord, kun for deres skyld.

 

DET GØR ONDT!

 


 

Det at være en familie med et meget lille økonomisk råderum, har mange konsekvenser, det er ikke "kun" økonomien der er i knæ, det er meget hårdt rent mentalt, når man ser det sociale liv smuldre.
 
I denne "velfærdsstat" er der ingen der behøver gå sultne i seng, man skal lære at prioritere anderledes. Hver 25 øre skal vendes rigtigt for at puslespillet skal gå op. Det er andre områder end "overlevelse" der virkelig når et leje hvor det gør ondt.
 
Når man har børn, kæmper man naturligvis først og fremmest for deres ret til et "normalt" liv. Alt hvad der hedder smart tøj, biograf med vennerne, børnefødselsdage, ferieture, forlystelsesparker, museumsture, sport, ja og alt andet der koster penge, må sorteres fra. Det gør meegt ondt at være barn/teenager når man evig og altid bliver mindet om at man er en "fattigrøv", hvilket man gør hver gang man forsigtigt spørger om man må noget "ekstra". Der er ikke plads til spontanitet og pludselige indskydelser.
 
For os voksne i en børnerig familie, smækker den hårdt socialt. Efter at have sagt nej til mange runde fødselsdage, sammenskudsgilder, udflugter, julefrokoster osv. stopper invitationerne med at komme, der er jo ingen der gider blive ved med at invitere, for at få samme svar, nemlig "nej, det har vi ikke råd til lige nu". Der er heller ingen luft i økonomien til værtindegaver, fødselsdags gaver, at gengælde med middage osv.
Vi voksne savner også at dyrke anden sport end den gratis gåtur.
 
Det er uværdigt, at man som borger i et rigt land, skal gå rundt med ondt i maven, hovedpine og evig dårlig samvittighed, over at man ikke kan give sine børn et "normalt" liv. Der er megen fokus på social arv, og den negative sociale arv skal brydes. Dette kan vi alle til dels gøre, vi kan give vores børn gode moralske værdier med i bagagen, men når vi så når til punktet "En sundere livsstil " begynder det at knibe. Et naturligt forhold til sport og motion, kniber det med at finde midler til at etablere. Den billige kost, er ikke altid næringsrig og sund nok, de gode råvarer koster væsentlig mere end dem vi har råd til.
 
Kort sammenfattet, der er for megen smerte i at leve på ringe indkomstgrundlag. Det er så smerteligt, at jeg godt kan forstå dem der går ned, og ikke kan se vejen op igen.

 


 

Jeg får mavepine fra den 14. i hver måned og frem til udbetalingen af kontanthjælpen den første. Det er prisen jeg betaler for ikke at kunne arbejde (langtidssygemeldt)

 


 

Min datter går hverken til sport, musik, sang eller noget andet. Det har jeg ikke råd til, og det er svært at forklare hende. Vi har jo heller ikke råd til ferie, så det var dejligt at hendes bedstefar kunne give os en tur i Bonbonland. Det er svært at bevare stoltheden, men man lærer at leve med det.