Forsiden

  Støt foreningen

  Bliv ekspert

  Ekspertudtalelser

  Om foreningen

  Om loftsloven

  Nyheder

  Kontakt 

  Links

 

Det stærke samfund eller de stærkes samfund

Kronik af Gunvor Auken 

Antallet af mennesker i arbejdsfør alder der lever af sociale ydelser, er nøjagtig det samme som for 20 år siden, men vilkårene for de dårligst stillede af dem er forringet. Inden for de sidste 7 år har Socialdemokraterne og partier ud til højre i varierende grad stemt for ’incitamentsydelser’ så lave, at de ikke er til at leve for. Det må drive folk i arbejde! Den første var ungeydelsen, hvor unge udeboende kontanthjælpsmodtagere under 25 år må leve for 5.419 kr. om måneden før skat til alt. Beløbet sættes længere ned, hvis aktivering af dem ikke fører til arbejde. Det baner vej for gældsætning, kriminalitet og hjemløshed siger de, der arbejder med gruppen.

 

Starthjælp og integrationsydelse er også incitamentsydelser, der ikke er til at leve for. En familie med et barn får i alt 10.000 kr. før skat. Så kom reduktionen af hjælpen til de langvarige kontanthjælpsmodtagere i form af kontanthjælpsloftet, som rammer familier med børn og store boligudgifter – også der, hvor den ene er i arbejde. De får hjælpen sat ned med op til 2.700 kr. om måneden. Det sidste er integrationsaftalen ’Ny chance til alle’, hvor hjælpen fratages unge, der ikke makker ret, fordi de ikke magter at går i gang med en uddannelse samt familier på kontanthjælp, hvor den ene ikke har helbred til at kunne arbejde eller end ikke kan få et lille arbejde.

 

Incitamentsydelserne har det til fælles, at her er de etniske minoriteter overrepræsenteret. Socialdemokraterne og de radikale besinder sig nu. De har sagt nej til integrationsaftalen og ønsker loftet over kontanthjælpen fjernet, fordi det ikke bringer flere i arbejde. Som den radikale Elisabeth Geday siger:”Hvad hjælper det med pisk, når gulerødderne hænger for højt”. Men loftet bliver ikke fjernet. Det er politisk tankevækkende at de rige skal have skatteloft, og de fattige skal have kontanthjælpsloft, for ellers vil de nok ikke arbejde.

 

Sammen med kyndige folk har jeg skønnet mig frem til, at 60.000 voksne og børn er på de lave incitamentsydelser. Det er et kummerligt liv. De fleste lever isoleret fra det sociale liv med andre, er modløse og ofte også bitre. Deres madbudget skaber ikke helte, der springer op og spænder bælte.

 

Her op til jul tælles de 183.000 kontanthjælpsmodtagere i mandtal i form af matchgrupper. Matchgruppe 5 er bunden og matcher på ingen måde arbejdsmarkedets krav. Tænk at få stemplet: ”Du tilhører matchgruppe 4”. De foreløbige opgørelser fra Storkøbenhavn viser, at halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne er indplaceret i matchgruppe 4. Den udgør sammen med gruppe 5 trefjerdedele af samtlige kontanthjælpsmodtagere.

 

For at sætte trumf på medfører Regeringens og Dansk Folkepartis integrationsaftale, at kommunerne får 65 % statsrefusion i de sager, hvor der sker aktivering eller revalidering, ellers er refusionen på 35 %. Jo klapjagten på kontanthjælpsmodtagere bliver yderlige skærpet. Der bliver aktiveret i bundter. De mange syge kontanthjælpsmodtagere kan også blive jaget vildt. Som en forvaltningschef siger:”Kombinationen af skattestop og så forskellige refusionsprocenter gør, at vi tænker i økonomi og er meget lidt etiske”.

 

I mit mangeårige arbejde i Specialarbejderforbundet (Nu 3F) har jeg sammen med andre kæmpet for aktivlinen for at nedbringe antallet på overførselsindkomst. Vores mantra var: Tidlig og koordineret indsats. Her er medarbejderen med vanskeligheder og virksomheden hovedpersonerne. Derfor udviklede vi metoden ’Rundbordsamtalen’, hvor de centrale parter sætter sig sammen og afklarer problemer og løsninger. Det bidrager til at arbejdsfastholde medarbejdere med vanskeligheder og forebygger langvarigt fravær, fyring og udstødning. Det er ledelsen, de tillidsvalgte og kollegaerne stolte af, og i mange tilfælde bliver virksomhedskulturen mere åben. I bedste fald indebærer den også imødekommenhed overfor nye med en svær udgangsposition.

 

Vi var også modstandere af de tidligere asociale regler for tildeling af førtidspension, hvor de fineste lægelige diagnoser gav de højeste pensioner. Så stoltheden var stor, da vi efter årtiers kamp i år 2003 fik en førtidspensionsreform, så de der dokumenteret ikke kan arbejde, er berettiget til en pension, og hvor alle får den samme pension.

 

Men vi sejrede ad helvede til, for nu er det blevet svært at få førtidspension. Loven er god nok, men statsrefusionen på kun 35 % bestemmer kommunernes praksis ved tildeling af pension. Derfor er matchgruppe 4 og 5 reelt en andenrangs-pension for mange. I stedet sendes de der reelt ikke kan arbejde, rundt i nedværdigende og perspektivløs aktivering og arbejdsprøvning. Var der blevet sat tidligt ind med en koordineret indsats med vægt på arbejdsfastholdelse og med brug af revalidering, var det ikke gået så galt. Det er den udviklede KIA-metode i Vejle Amt et godt eksempel på. KIA betyder koordineret indsats for arbejdsfastholdelse.

 

En tillidsrepræsentant i SID efterlyste en gang ’De fremrykkede skriveborde’. Hermed mente han det direkte samarbejde mellem socialforvaltningen og de relevante parter bl.a. med brug af rundbordssamtalen og den tidlige koordinerede indsats. Sagsbehandlerkontoret er ofte et løsningstomt rum. Hvis de afgørende parter i komplicerede sager i stedet mødes og bliver medvidende, bliver de også forpligtet. Som det engang er sagt: ”Løsningen ligger i rundbordssamtalens folder”. Grebet rigtigt an behøver det ikke at være tidsrøvende. Den serielle og skriftlige sagsbehandling med erklæringer fra her og der forhaler og fordyrer sagen. Imens kører den tilskuende klient ned og forventningsløsheden sænker sig.

 

Mit sidste nye gode eksempel er fra Maribo, hvor samarbejdet mellem socialforvaltningen, daghøjskolen og en række virksomheder førte til enestående resultater for nogle af de langvarige kontanthjælpsmodtagere. De var først på et 10 ugers kursus på daghøjskolen. Det samme var virksomhedernes udpegede mentorer i 3 gange 2 dage. Parterne mødtes undervejs og valgte selv hinanden. Siden tog mentoren imod, da den udvalgte kontanthjælpsmodtager kom i 3 måneders virksomhedspraktik. Der var udsigt til fast ansættelse, hvis praktikken gik godt, og der var en ledig stilling. Ikke mindre end 40 % kom i rigtigt arbejde eller i ordinær uddannelse. Jeg hørte en kvinde der havde været på kontanthjælp i 14 ´år og som hurtigt fik job i Silvan sige: ”Jeg oplever noget nyt, og jeg bliver oplevet som et menneske. Jeg er som de andre og prøver at tage beslutninger selv”. Mentorernes tidligere erfaringer med upersonlig aktivering var ikke gode.

 

Socialchefen i Maribo fortæller, at forløbet har givet tro på nye tilgange til kontanthjælpsmodtagere, fordi det gode forhold til virksomhederne og de faglige organisationer giver nye muligheder. Virksomhederne dannede givende netværk undervejs og medvirker gerne, fordi de inddrages tidligt og får opbakning fra folk i kommunen, hvis der er problemer i praktikforløbet. Her er der tale om brug af gode incitamenter, hvor alle bliver vindere.

 

Værre går det for tiden med de frivillige sociale organisationer, der opnår særlige resultater for de dårligst stillede sociale klienter. Jeg ved det fra mit bestyrelsesarbejde i Kofoeds Skole og Kristeligt Studentersettlement på Vesterbro. De er velegnede hjemsteder for matchgruppe 4 og 5 og ikke mindst for de mange etniske minoriteter – i Settlementets idrætsfabrik gælder det også for deres børn.

 

Det er paradoksalt, at de frivillige organisationer besynges af alle partier, som det ikke er hørt i 40 år og samtidig undergraves de grundlæggende. De skal nu omskabes til private firmaer, der skal medvirke og klare sig på markedsvilkår. De ligestilles med ’Andre aktører’, og kommunerne må kun indgå aktiveringsaftaler med dem, hvis opgaverne er vundet gennem udbud.

 

Og ikke nok med det. I lovgivningen om styring af de nye jobcentre står der, at centrene ikke må forhåndsgarantere levering af én eneste aktiveret til dem, der vinder opgaven. Skruen får endnu to hak. Kommunerne opfordres til at have fortløbende udbud om de samme opgaver, for at sikre den højeste grad af økonomisk rationale. For det andet får beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at kræve turbo på udbud af kommunerne. Som en kommunal embedsmand siger: ”Godt man ikke er leverandør, men husk dette er dansk lovgivning og ikke EU-regler”.

 

Det her tager livet af mange frivillige organisationer og nye vil ikke opstå. Hvor blev mangfoldigheden og valgfriheden af? Palle Simonsen, formand for Kofoeds Skoles repræsentantskab har ved flere lejligheder udtrykt sin misbilligelse af udviklingen og lovgivningen. Det er ikke nok med konkurrencekraft, der skal også være sammenhængskraft, og det bidrager de frivillige organisationer funderet i civilsamfundet til. Men de frivillige organisationer må enten lukke butikken, takke nej eller blive som markedet og samtidig være spejlbillede af det offentlige, hvis definerede opgaver de løser.

 

Lad os i øvrigt ikke glemme, at det bedste incitament af alle er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Der er vi lige nu, og der bliver vi længe, siger også Velfærdskommission. Her er en politisk handske, det er værd at tage op. Vores største problem: Nydanskerne kan løses med andre incitamenter end piskepolitik. Uddannelse, Maribo-modellen og et ikke diskriminerende arbejdsmarked er vigtige pejlemærker.

 

For at få en lys udgang vil jeg nævne min hjertesag, og det jeg har arbejdet mest med de sidste syv år. Den hedder ’Ledelse i Fællesskab’ og handler om, hvordan arbejdspladser kan omstilles til nye ledelses-, ansvars-, kompetence-, løn- og dialogformer som gør, at konkurrenceevnen med den globaliserede vidensøkonomi øges og fraværet samtidig falder markant. Bliver det gjort på måder der inddrager alle, og hvor ledelsen og de tillidsvalgte sammen står for forandringer, dialog og processer – og alle bliver kvalificeret hertil – indsnævres de afgørende udfaldsveje fra arbejdsmarkedet markant nemlig: Arbejdsløshed og sygefravær. Det er fornyelse af den besungne danske model, som der burde være fokus på og politisk opbakning til.

 

Det er konstruktiv beskæftigelsespolitik der i bedste fald mobiliserer de stærke i kampen for det stærke samfund frem for de stærkes samfund.

 

>>tilbage til Nyheder

 

>> tilbage til Gunvor Aukens side