Forsiden

  Støt foreningen

  Bliv ekspert

  Ekspertudtalelser

  Om foreningen

  Om loftsloven

  Nyheder

  Kontakt 

  Links

 

Livet under loftet

Artikel af Signe Goldmann, bragt i juni-nummeret af Hus Forbi

 

”Foreningen til Køb af Udtalelser fra Loftsramte Eksperter” har taget initiativ til at skrive en bog om, hvordan livet er under kontanthjælpsloftet. Bogen kommer til at bestå af interviews med 8-10 loftsramte familier. Signe Goldmann, der er initiativtager, fortæller her om det første interview. Bogen forventes at være færdig til august.

 

Vi kører ned af de stille veje i parcelhuskvarteret i den lille by og parkerer bilen foran et rødt murstenshus. Alt ser så påfaldende normalt ud, at hvis ikke vi vidste det på forhånd, så ville vi nok aldrig have gættet, at der bag disse røde mure lever en af Danmarks fattige familier - en sammenbragt familie bestående af to voksne, Kim og Pia, der hver har 2 hjemmeboende børn fra tidligere forhold. De har været sammen i 11 år, og blev gift i 2002. Selvom der ikke er noget overdådigt ved hverken huset eller indretningen, så er det først, da vi starter interviewet og hører deres fortællinger, at virkeligheden begynder at åbenbare sig med fravalg på fravalg, ubetalte regninger og afmagt over ikke at kunne give sine børn et ”normalt” liv. Fortællinger om, hvordan livet ser ud, når man bliver ramt af loven om loft over kontanthjælp, en lov der tager boligstøtten fra mennesker, der har været på kontanthjælp i mere end et halvt år.

 

Familiens forhistorie

Kim, der i dag er 41 år, var sømand i sine unge dage, men måtte opgive, da han fik slidgigt i ryggen. Han blev sygemeldt og fik sygedagpenge, til han havnede på kontanthjælp. Det var svært for ham at acceptere de fysiske begrænsninger, smerterne gav, og i løbet af de følgende år startede han 6-7 gange på et nyt job, som han dog hver gang måtte opgive efter 3-4 uger, fordi han fysisk gik ned på det. Han har nu søgt en pension, men har fået afslag.

 

Pia, der er 33 år, mistede sit arbejde i september 2005 og har været arbejdsløs i ca. et halvt år, men er nu lige kommet i arbejde igen. At hun nu arbejder, har dog næsten ingen konsekvenser for deres økonomi, da Kim bare bliver trukket tilsvarende i kontanthjælpen, og de som ægtepar stadig bliver ramt af loftet og mister boligsikring, så længe den ene af dem fortsat er på kontanthjælp.

 

Mælken er rationeret

Når de faste udgifter er betalt, har familien i dag et rådighedsbeløb på 6.000 kr. pr. måned til tøj, mad, transport og fornøjelser for 2 voksne og 4 børn (på 12, 13, 14 og 14 år). Det svarer til i alt 200 kr. pr. dag. Det har bl.a. betydet, at alle madvarer er rationeret, undtagen rugbrød og havregryn. En liter mælk skal holde en hel dag. Familien fortæller: ”Vi bliver ofte syge. Hver gang der er en forkølelse eller influenza, så får vi den. Jeg tror også, at det skyldes, at vi ikke har råd til at spise så sundt. Vi har ikke råd til friske grøntsager – nu er det dybfrost. Det billigste kød er jo også det med mest fedt. Nogle gange går vi på æblerov. Der er to æbletræer oppe ved biblioteket, så vi er gået ind og har spurgt, om vi må samle dem op, der er faldet ned. Så kan ungerne få lidt frisk frugt. Ellers er det sjældent, vi har råd. Det kan godt være lidt grænseoverskridende at gøre den slags, men nu er vi nået til et punkt, hvor vi bare spørger.”

 

Det gør ondt, når det går ud over børnene

Efter de blev ramt af kontanthjælpsloftet, flyttede familien for at spare 1.000 kr. i husleje. Før havde børnene hver deres værelse, men nu må de dele, og Kim og Pia sover på en sovesofa i stuen, hvilket ikke er særlig ideelt med Kims dårlige ryg. De forsøger at se det positive i situationen: ”Børnene lærer andre ting, end hvis vi havde haft røven fuld af penge. De lærer at tage hensyn på en anden måde, når de f.eks. skal bo på samme værelse. Men det har også konsekvenser. Her kommer sjældent kammerater med hjem, for det er ikke sjovt, når der altid er en anden på værelset, man skal tage hensyn til”

 

Den stramme økonomi har også betydet, at børnene måtte stoppe med at gå til fritidsaktiviteter, fortæller de: ”En af drengene gik til fodbold, men måtte stoppe, fordi vi ikke havde råd. Vi havde en dag været i Føtex og havde fundet et par nye fodboldstøvler på tilbud til 25 Kr.. Han blev så glad for støvlerne, men var ked af, at han ikke kunne bruge dem til noget. Så løb han rundt med dem på ude på græsplænen.”

 

Pias eksmand, der er far til hendes børn, døde i en trafikulykke i september, mens børnene var på besøg hos deres farmor i den anden ende af landet. ”Farmoren ringede til os og kunne ikke finde ud af at fortælle ungerne, hvad der var sket, og vi blev jo nødt til at køre ned og hente dem med det samme. Hun kunne selvfølgelig ikke overskue at få dem kørt hjem. Vi vidste bare ikke, hvor vi skulle finde de 1.000 kr. det ville koste at køre ned for at hente dem. Så føler man sig virkelig afmægtig, men det lykkedes da at skaffe pengene. Til begravelsen havde vi ikke råd til at købe en rigtig krans fra ungerne. De ville så gerne have haft, at der var råd til en med et fint silkebånd, hvor der skulle stå ”Farvel far”. Men vi måtte gå til blomsterhandleren og spørge, hvor meget vi kunne få for 150 kr. Det blev til en bårebuket og et lille kort, men ikke til et fint bånd, som ungerne så gerne ville have.”

 

Man holder op med at smile, når tænderne bliver så dårlige

Der er heller ikke råd til at få lavet tænder, fortæller Kim: ”Jeg har søgt kommunen om hjælp til at få lavet tænder, fordi jeg snart ikke har en pløk tilbage. Det ville koste ca. 14.000 kr. hvoraf jeg selv skulle betale 3.500 kr. Det har vi selvfølgelig ikke råd til, så jeg måtte sige nej. Hvis jeg først skal spare 3.500 kr. op eller afbetale dem, så er alle mine tænder jo faldet ud, før jeg har sparet nok sammen. Og kommunen vil ikke betale deres andel, før jeg har betalt min. Man holder op med at smile, når tænderne bliver så dårlige. I stedet ringer jeg til lægen og får penicillin”

 

Social isolation

Kim og Pia fortæller også, at de praktisk taget ikke har venner tilbage. ”Selvom folk godt kender vores situation, så er det som om, de alligevel ikke rigtig tror på det. De forstår ikke, hvorfor vi ikke bare kan give pigen 100 kr., hvis hun gerne vil i biografen med en veninde, og de kan finde på at sige ”så stik hende dog de 100 kr.”, men vi har dem jo ikke. Vi siger også fra til fødselsdage. Pias mormor bliver 80 år snart, og måske er det sidste chance for at fejre hende, men vi kan ikke finde pengene til at tage af sted til Nordjylland.”

Kim er også begyndt at blive angst, når han kommer ud blandt andre mennesker. Sådan har han aldrig haft det tidligere. Nu begynder hans hænder at svede, hvis han skal gå ned igennem byen, og han har svært ved at gå ud og handle. Han føler, at folk kigger på ham. Selv mener han, at forklaringen skal findes i de mange års kamp med et system, hvor man bare føler sig som et nummer – klientgjort og umyndiggjort.

 

Forsøger at holde facaden

Kim og Pia fortæller, at de forsøger at holde facaden, og måske mest for deres egen skyld. ” Vi siger til hinanden: Se solen skinner. Livet er smukt. Men man kan ikke holde modet oppe hele tiden – og så går vi ned med et brag.”

Pia fortæller, at hun i december gik helt ned: ”Jeg kunne ikke sove. Børnene var bare en irritation. Så fik jeg antidepressiver og sov i 3 dage. Vi forsøger at skåne ungerne fra det, så godt vi kan. Jeg fortæller dem, at i dag har jeg en dag, hvor de bare er nødt til at lade mig være – de er gode til at acceptere det, og de har heldigvis hinanden.”

Kim fortæller, at sidst han gik ned, var det ikke så heldigt: ”Jeg råbte og skreg af Pia. Det skete, efter jeg havde haft et møde med min sagsbehandler. Jeg følte mig som et stort nul, der ikke duede til noget – jeg råbte til Pia, at hun skulle gå ud og finde en anden, for hvad skulle hun med sådan et nul som mig. Selvværdet er helt i bund. Jeg er blevet enormt sårbar.”

 

Velmenende sagsbehandlere har flere gange opfordret dem til at blive skilt, så de kunne få økonomien til at hænge bedre sammen. ”Vi har næsten følt, at vi blev presset til det. Og de spændinger, det giver i et forhold aldrig at have nogle penge, har da også truet med at presse os ud på skilsmissens rand, men vi er fast besluttede på, at intet skal have lov til at skille os ad.”

 

Fremtiden

Allerhelst ville Kim have et arbejde, hvor han kunne være et par timer om dagen: ”Jeg kan næsten ikke bære tanken om måske at skulle vente flere år på at få et flex-job, så det eneste, jeg ønsker lige nu, er at få fred, slippe for det umyndiggørende system og kunne få økonomien til at hænge lidt bedre sammen. Jeg håber, at kommunen vil ændre mening og alligevel give mig en pension. Det ville give en masse overskud, som jeg ville bruge på at koncentrere mig mere om børnene, overskud til at tage ud og fiske eller lege i haven.”

Pia vil gerne uddanne sig til socialrådgiver, men det kan ikke hænge sammen på SU, så det bliver nok aldrig realistisk. Men hun er også glad for sit nye arbejde.

 

Hvis loftet over kontanthjælp blev afskaffet

Til spørgsmålet om, hvad de ville bruge de 2.700 kr. til, de ville få i boligsikring, hvis loftet blev afskaffet, svarer de: ”Betale alle vores regninger og have det rart med vores børn. Gå i biografen eller svømmehallen, eller zoologisk have. Og leve sundere.”

 

Interviewet her er kortet ned, men vil kunne læses i sin fulde længde sammen med en række andre interviews med loftsramte familier, når bogen ”Livet under loftet” udkommer senere på året.

 

Fakta-boks:

Om loven om loft over kontanthjælp

Loftet over kontanthjælp betyder, at en familie kan miste op til 2.700 kr. netto hver måned, fordi man bl.a. fratager dem hele eller dele af den boligsikring, de egentlig er berettiget til. Loven trådte i kraft januar 2004 med det formål at give kontanthjælpsmodtagere et ”incitament” til at tage et arbejde, men loven rammer også mennesker, der slet ikke kan arbejde, f.eks. langtidssyge og kvinder på barsel. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (fra juni 2005) viser, at loven ikke har bevirket, at flere er kommet i arbejde.
 

 

Læs mere om bogprojektet her

 

>>tilbage til Nyheder