Forsiden

  Støt foreningen

  Bliv ekspert

  Ekspertudtalelser

  Om foreningen

  Om loftsloven

  Nyheder

  Kontakt 

  Links

 

Nyhedsbrev fra 15. april 2006

 

  • Ikke råd til alle eksperter i april
  • Købt 16 ekspertudtalelser i marts
  • 1. maj: Oplæsning af ekspertudtalelser og uddeling af flyers
  • Bogprojekt: ”Livet under Loftet”
  • Foredrag til støtte for foreningen
  • Bliv støttemedlem
  • Udskiftning i bestyrelsen
  • Velkommen til Ellen Hansen, Mimi Jacobsen og Bodil Kornbek

 


 

Ikke råd til alle eksperter i april
Med mindre vi lynhurtigt kan samle ca. 10.000 kr. ind til vores indsamling, så bliver vi nødt til at afvise en stor del af vores loftsramte eksperter, når vi skal til at købe udtalelser og udbetale honorarer i slutningen af april måned.

 

Det er et øjeblik, vi har frygtet, siden vi startede foreningen, og vi håber stadig, vi kan nå at samle pengene ind. Hvis man har læst vores mange ekspertudtalelser på hjemmesiden, ved man, at selv de af eksperterne, der er ramt mindst af loftet, er hårdt ramt. Det er næsten ikke til at bære tanken om at skulle ringe rundt til vores eksperter og fortælle, at vi desværre ikke kan finde penge til dem i denne måned. Samtidig vil vi jo også gå glip af en række nye ekspertudtalelser.

 

Jeg vil derfor gerne sende en stærk opfordring til alle om, at støtte vores indsamling, og evt. printe foldere ud fra hjemmesiden og give dem videre til gode folk I kender. Folderen finder I her:

http://www.loftsramteeksperter.dk/Donorfolder.pdf

 



Købt 16 ekspertudtalelser i marts
Vi har i marts købt 16 ekspertudtalelser. De fleste af udtalelserne kan læses på hjemmesiden – resten vil komme på i løbet af de allernærmeste dage: http://www.LoftsramteEksperter.dk/ekspertudtalelser.htm  

 


 

1. maj: Oplæsning af ekspertudtalelser og uddeling af flyers

Den 1. maj vil skuespilleren Charlotte Fich (der måske er endnu bedre kendt som Ingrid Dahl i tv-serien: Rejseholdet) læse op af udtalelser fra loftsramte eksperter. Der sker kl. 15.45 i HK's telt i Fælledparken.

 

Der vil også blive lavet specielle flyers til lejligheden som alle skal være meget, meget velkomne til at printe ud og tage med, hvis man skal til et 1. maj arrangement.

 

Kender I gode folk, der kunne tænke sig at læse op af udtalelser andre steder i landet, må I endelig kontakte os – så hjælper vi gerne med at lave et manuskript.

 

Alle informationer om foreningens aktiviteter og materiale i forbindelse med 1. maj kan findes på hjemmesiden her:

http://www.loftsramteeksperter.dk/1maj2006.htm

 


 

Bogprojekt: ”Livet under Loftet”

En del af formålet med foreningen er, at få fortalt historierne om, hvordan livet ser ud under loftet. Og som vi fortalte i et tidligere nyhedsbrev har bestyrelsen besluttet, at vi vil forsøge at skaffe midler til at lave en bog, hvor vi samler en række mere dybdegående interviews med 8-10 af vores eksperter. Det primære fokus vil være livet under loftet, men med et kort rids af eksperternes forhistorie og deres bud på, hvad der skal til, for at de kan komme ud af kontanthjælpssystemet. Et evt. overskud fra bogen skal gå direkte til indsamlingen. Hvis det lykkes for os at skaffe midler til finansieringen, forventer vi, at bogen kan udkomme i august/september. Vi er allerede gået i gang med de første interviews.

 


 

Foredrag til støtte for foreningen

Signe Goldmann, der er formand for foreningen og en af initiativtagerne, tager rundt og holder foredrag om loftsloven, og de konsekvenser loven har for de mennesker, der bliver ramt. Det er en blanding af fakta om loven, eksempler på konsekvenserne, og oplæsning af udvalgte udtalelser. Et foredrag koster 3.000 kr. + udgifter til transport (de 1.500 kr. går direkte til indsamlingen).

Hvis du er interesseret i at bestille et foredrag, skal du sende en mail til mail@loftsramteeksperter.dk

 


 

Bliv støttemedlem

Vi vil lige minde om, at man har mulighed for at blive støttemedlem for foreningen. Det koster 100 kr. pr. år. I modsætning til indsamlingen, der går ubeskåret til at købe ekspertudtalelser for, så går de 100 kr., man giver som støttemedlem, til at betale for nogle af foreningens andre udgifter: f.eks. telefonregning, frimærker, hjemmeside mm. Læs mere om hvordan du bliver støttemedlem her:

http://www.loftsramteeksperter.dk/stoettemedlem.htm

 


 

Udskiftning i bestyrelsen

 Morten Thomsen (Formand for Livslinien), er udtrådt af bestyrelsen, men er til gengæld indtrådt i repræsentantskabet. Vi vil gerne takke Morten for hans indsats i bestyrelsen, her i foreningens opstartsfase. Bestyrelsen har suppleret sig med to nye medlemmer: Pernille Agerbæk og Marie Løhr. Vi er utrolig glade for, at I vil være med til at løfte arbejdet i bestyrelsen, og vi glæder os til samarbejdet.


  

Velkommen til Ellen Hansen, Mimi Jacobsen og Bodil Kornbek

Vi er rigtig glade for at kunne fortælle, at der siden sidste nyhedsbrev er kommet tre nye medlemmer af repræsentantskabet. Den ene er Ellen Hansen, der er socialrådgiver og leder af Boligfonden for enlige mødre og fædre. Den anden er Mimi Jacobsen, der er Generalsekretær i Red Barnet. Den sidste er Bodil Kornbek, der er formand for Kristendemokraterne. Et stort og varmt velkommen til jer alle tre.

 



>>tilbage til Forsiden

 

>>tilbage til Nyheder