Forsiden

  Støt foreningen

  Bliv ekspert

  Ekspertudtalelser

  Om foreningen

  Om loftsloven

  Nyheder

  Kontakt 

  Links

 

Østerbro Stadion, d. 17. sep. 2006

   
Fotograf: Andreas Hansen - flere billeder nederst på siden

Den 17. september blev der afholdt et stort støttearrangement for hjemløse med koncert, taler, mm. på Østerbro Stadion. Ved dette flotte arrangement var Signe Goldmann (Formand for Foreningen til Køb af Udtalelser fra Loftsramte Eksperter) inviteret til at komme og læse op af de loftsramtes historier. Konferencier var i øvrigt Sebastian Dorset, der nu er blevet medlem af foreningens repræsentantskab. 


Du kan læse Signe Goldmanns tale her:

"For et par år siden vedtog Folketinget loven om loft over kontanthjælp. Det er en lov, der tager boligsikringen fra folk, når de har været på kontanthjælp i et ½ år. En lov der i høj grad rammer de fattigste børnefamilier – en familie kan miste knapt 3.000 kr. netto hver måned – hvilket er ufatteligt mange penge, når man er på kontanthjælp.

 

Formålet med loven var at give kontanthjælpsmodtagerne et incitament til at tage et arbejde – men loven rammer også mennesker der slet ikke kan arbejde – f.eks. langtidssyge og kvinder på barsel. Og selvom loven har vist sig ikke at virke - den har ikke fået flere i arbejde, men blot gjort fattige mennesker endnu fattigere – ja, så har der alligevel ikke været politisk vilje til at fjerne loven igen.

 

Så var vi nogle der tænkte, at hvis vi kunne få fortalt de loftsramtes historier, så kunne vi måske få ændret holdningen til loven.

 

Vi har derfor gjort de loftsramte til eksperter – vi køber deres udtalelser – til gengæld får de et honorar, der gør, at de går fri af loftet i en måned.

 

Jeg har fået lov til at komme her i dag for at læse op af nogle af udtalelser vi har købt. Det er de loftsramte selv, der har skrevet dem – det er deres fortællinger om, hvordan det er at leve i fattigdommen under kontanthjælpsloftet – og jeg håber I vil lytte til, hvad de har at fortælle – det er så vigtigt at deres historier bliver hørt og bliver fortalt videre.

 

Den første udtalelse kommer fra en familie med 2 børn - begge forældre er langtidssyge - og pga. loftet har de mistet ca. 2700 kr. netto pr. måned. De fortæller:

”Når vi er ramt af loftet, har vi kun ca.100 kroner om dagen til at købe mad, tøj og andre nødvendige ting til to voksne og to børn. Alt, som er ”sjovt”, bliver skåret fra, og sådan noget som ost får vi kun, når der har været en bedstemor på besøg og købt ind.

Jeg hader, at jeg er nødt til at lære min datter på otte år ikke at dele. Hvis jeg f.eks. har bagt boller, vil hun meget gerne have nogle med hen til legekammeraterne, men det går ikke, og hendes venner kan heller ikke spise med, når de er her og lege, for der er kun lige mad nok til os selv, og hvis der bliver lidt til overs, skal det bruges til madpakker næste dag.

Jeg synes, det er hårdt år efter år at skulle forklare min datter, hvorfor vi ikke skal på sommerferie, i Zoologisk Have eller bare på stranden, fordi vi ikke engang har råd til busbilletterne.”

 

En anden familie med 4 hjemmeboende teenagere fortæller:

"Når man har børn, kæmper man naturligvis først og fremmest for deres ret til et "normalt" liv. Alt hvad der hedder smart tøj, biograf med vennerne, børnefødselsdage, ferieture, forlystelsesparker, museumsture, sport, ja og alt andet der koster penge, må sorteres fra. Det gør meget ondt at være barn eller teenager når man evig og altid bliver mindet om, at man er en "fattigrøv".

For os voksne i en børnerig familie, smækker den hårdt socialt. Efter at have sagt nej til mange runde fødselsdage, sammenskudsgilder, udflugter, julefrokoster osv. stopper invitationerne med at komme, der er jo ingen der gider blive ved med at invitere, for at få samme svar, nemlig "nej, det har vi ikke råd til lige nu".

Det er uværdigt, at man som borger i et rigt land, skal gå rundt med ondt i maven, hovedpine og evig dårlig samvittighed, over at man ikke kan give sine børn et "normalt" liv.

Kort sammenfattet, der er for megen smerte i at leve på så ringe indkomstgrundlag. Det er så smerteligt, at jeg godt kan forstå dem der går ned, og ikke kan se vejen op igen."

 

Den sidste udtalelse jeg vil læse op, kommer fra en familie med 6 børn - de fortæller:

” Vores ene barn skulle til Fynsmesterskaberne – det kostede 100 kr. Vi havde ikke råd – og til den efterfølgende fotografering var vores barn det eneste UDEN MEDALJE om halsen. (6 år gammel). Et andet barn fik i børnehaven fingeren i klemme i en dør og måtte sys på skadestuen. Desværre ville betændelsen ikke fortage sig og vores barn måtte have antibiotika - ca. 120 kr. De næste dage var vores aftensmåltider betinget af, hvor mange flasker vi kunne finde og sælge."

 

Det var nogle af udtalelserne fra de Loftsramte Eksperter – I kan læse mange flere udtalelser på foreningens hjemmeside, der hedder www.LoftsramteEksperter.dk

 

Jeg vil gerne takke jer mange, gange for, at I lyttede – og jeg håber, I får en rigtig, rigtig fed aften!

 

Tak for ordet!"

 


 

    

 

    
Fotograf: Andreas Hansen

 



>>tilbage til Forsiden
 

>>tilbage til Nyheder